Udflugter/Seværdigheder

Når du har fået nok af det afslappede strandliv kan du begive dig på ”long-boat cruise” hvor du vil blive sejlet rundt langs kysten og op i floderne. Her vil du se et dyreliv, som ikke findes mange andre steder: De sumpede bredder har alt fra store varaner til ”footfish” der på næsten magisk vis stiger op af floden og hopper af sted på de store gæller, der gør det ud for fødder. Kigger du op, er du næsten sikker op at se de store næsehornsfugle flyve forbi.  

Der er mange muligheder. Blandt andet kan du sejle ud og se de flotte lotusblomster, som der er rigtig mange af, eller du kan blive sejlet ud fra stranden til Monkey Island hvor du kan fodre de søde aber med bananer.

Trænger du til lidt motion mellem alle de mange indtryk, kan du besøge en af de mange grotter, som ligger i området. Både Rama den 5. og 7. (konger) og den nuværende regent, Hans Højhed Rama Bhumibol Adulyadej har besøgt den største og mest populære grotte i området. Turen til grotten går op ad bjergsiden og snor sig gennem den frodige regnskov. Turen er en smule anstrengende, men er det hele værd. I grotten er der et lille tempel, og et naturligt hul i hulens top lader sollyset strømme ind, så det får dette lille tempel til at fremstå ganske guddommeligt.

Når solen sænker sig over bjergene i vest, er der rig mulighed for at nyde en lækker middag tilbage på stranden i Sam Roi Yod. Der findes mindst 50 lokale restauranter, hvor den ene fantastiske ret, tilberedt af de friske råvarer fra havet, afløser den anden, og man skal have opbygget en voldsom appetit for at kunne spise for over 40 kr. Er man mere til europæisk mad, er der 4 – 5 gode restauranter, som serverer alt fra det europæiske menukort, også til yderst rimelige priser.
Der er 8 golfbaner inden for 1 times kørsel, hvis man skulle være til dette. Samt som tidligere nævnt Sam Roi Yod’s nationalpark hvor man kan opleve 3000 forskellige fuglearter og andre spændende dyr.